01.09.14

Hvad mofibo gemte

Posted in Anmeldelser at 12:56 by

Netflix har stort set erstattet både mit fjernsyn og de mange DVD-bokssæt, jeg før i tiden fik leveret fra postvæsnet. Det er en dejlig praktisk tjeneste, prisen er lav og jeg har langt fra fået set alle de serier og film, der udbydes. Derfor var det da helt logisk for mig at prøve en tilsvarende tjeneste med e-bøger, nemlig mofibo. Konceptet er som netflix: for et månedligt beløb (99 kr) må man læse alle de bøger man overhovedet kan overkomme. Jeg snuppede en måneds prøveabonnement og lagde det selvfølgelig i december, hvor jeg med ferie og juledage ville kunne nå at teste produktet ret grundigt.

Mofibo kan ikke bruges på kindlen, men jeg læste fra min iPad, som jeg også havde med på ferie. Det er muligt at have 3 bøger igang på en gang, på en såkaldt læseliste. Disse bøger har man også adgang til offline, hvorfor jeg kunne læse i flyet – smart! Det største problem med mofibo er nok indekseringen og den manglende søgefunktion. De fleste bøger er kategoriseret som “skønlitteratur”, men der skulle bladres meget rundt for at komme væk fra de (meget få) aktuelle bestsellere og krimier.

Jeg var ikke begejstret for udvalget, der var ikke mange bøger, jeg aktuelt kune finde på at købe. Jeg fik læst om Bridget Jones nyeste eventyr, som ikke var nær så interessante og velskrevne som de to første bøger. På ferien blev der tyret nogle bøger i den lidt lettere genre, jeg har en vis svaghed for oversentimentale historier fra den virkelig verden (pinligt, men sandt), og disse fandt jeg et pænt udvalg af, men det er ikke noget, jeg normalt vil investere i.

king

Den bedste bog jeg læste på mofibo blev anbefalet af en god ven og gav et kærligt gensyn med en endnu ældre ven: jeg var meget vild med Stephen King i mine yngre dage, men har ikke læst ham i mange år. Han bog om mordet på Kennedy og tidsrejser er absolut anbefalelsesværdig: basalt spændende og tankevækkende. Læs den!!!

Mofibo er jeg til gengæld ikke så vild med. Efter en del opringninger, mails og krampetrækninger kom jeg ud af mit prøveabonnement, selvom de tilbød mig endnu en gratis måned. Men der er simpelthen ikke nok at komme efter, og tjenesten er for dårligt struktureret. Idéen var god, men der skal arbejdes mere med den.

Har nogle af læserne mon bedre erfaringer med mofibo?

11.11.13

Anmeldelse: Forbandede yngel

Posted in Anmeldelser at 07:26 by

Som nævnt på Betteskov-bloggen har jeg læst og anmeldt Forbandede Yngel af Anne Cathrine Riebnietzsky – endnu engang takker jeg Saxo.com for et anmeldereksemplar af en læseværdig bog! Her kommer anmeldelsen, og nedenunder billedet lidt om at høre forfatteren fortælle om bogen få timer efter, jeg havde læst den:

Bogens tema, at vokse op i en socialt udsat familie, er meget oppe i tiden, men Anne-Cathrine Riebnitzsky anlægger et helt unikt perspektiv. Hovedpersonen Lisa er soldat i Afghanistan og bliver kaldt hjem fordi hendes lillesøster, Marie, har forsøgt selvmord. I flyet på vej hjem fortæller hun sin (kommende) kæreste om sin opvækst, og fortsætter fortællingen til søsterens psykiater. Der krydsklippes altså mellem krigen ude i verden og forældrenes ”krig” på barndomsgården. Det er sidstnævnte, der fylder mest. Lisa og hendes tre søskende vokser op med en psykisk syg mor og en voldelig far. Hans manglende interesse for sine børns ve og vel viser sig eksempelvis ved, at han giver dem grisemedicin, da de er syge. Moderen græder dagligt og forsøger gentagne gange at tag sit eget liv.

Det er et utrygt og uhyggeligt sted at vokse op, og de ældste børn kan ikke komme hurtigt nok væk – Lisa og Ivan søger begge til hæren, hvor der er tydelige, forudsigelige regler og en klar rollefordeling; en verden, der er lettere at navigere i end barndommens minelandskab. Lillesøsteren Marie, den talentfulde pianist, bliver efterladt og er (måske?) mere skrøbelig end de andre. Lisa har i hvert fald en solid selvopholdelsesdrift: ”Alligevel drømmer jeg om ørnevinger. Jeg drømmer om at hæve mig højt op til solen og svæve væk. Jeg drømmer om at have kløer, der kan slå ihjel…” Flyve, det kommer Lisa til. Hun bliver godt nok ikke skudt ned som ørnen, der vokser op i andegården i Pontoppidans Ørneflugt, men hun kommer til at betale en meget høj pris!

Forbandede yngel er hård læsning, men slutningen bliver lige lovlig lyserød efter min mening. Det var også en hurtigt læst bog, for der var flere mysterier, jeg bare ikke kunne vente med at få svarene på. Det er nok ikke en bog, jeg vil læse igen eller som ryger på listen over mine allerstørste læseoplevelser, men det er alligevel en vigtig bog. Riebnitzsky har noget væsentligt at sige, både om den hjemlige andedam og vores engagement ude i verden.

ItemImage

 Selvom hun ikke fik helt vildt lang tid til at udfolde sig, var det en stor fornøjelse at høre Anne-Cathrine Riebnitzsky føje et par kommentarer til sin bog på Bogforum, fordi hun var så frisk og levende og gerne uddybede hvor meget der var fiktion og fakta i bogen. Hun fortalte, at de i virkeligheden kun er to søskende, at faderen er død (om det skete som i bogen sagde hun IKKE) og at moderen har læst bogen, hvilket var svært for hende. Desuden udtalte hun sig positivt om Danmark engagement i Afghanistan, hun mente bestemt, indsatsen har betydet en forskel, især for kvinderne. Dét var jeg glad for at høre!

Generelt virker Riebnitzsky mindre påvirket af sin barndom end Erling Jepsen, hvis historie jo ligner hendes meget. Men som for hovedpersonen Lisa kan arrene måske være skjulte. I hvert fald har mit møde med hende, både i bogform og som person været meget positivt, og jeg håber at læse mere fra hendes hånd!

11.05.13

Anmeldelse af “Himlen brændte”

Posted in Anmeldelser at 18:08 by

Bogbloggen har modtaget endnu en bog til anmeldelse fra Saxo.com, og den faldt sørm i blogejerens smag! Lidt fysiknørderi, lidt litterære referencer og masser af drøn på. Her er anmeldelsen af Ib Michaels “Himlens brændte“:

index

Selvom det er en grim kliché, tror jeg ikke jeg fornærmer Ib Michael ved at sige, han har skrevet et brag af en bog. ”Himlen brændte” tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed, en kæmpe eksplosion som fandt sted i det øde sibiriske område Tunguska i 1907. Der har været mange teorier om årsagen til eksplosionen, alt fra kometer til invasion fra rummet eller et mislykket forsøg på at transmittere trådløst af fysikeren Tesla. Den danske fysiker Holger Bech Nielsen har fremlagt en ny teori om nogle topkvarker og antitopkvarker, en såkaldt perle af mørkt stof.

Ib Michael spinder en ende over disse teorier og de store historiske begivenheder i Rusland i sidste århundrede i en skøn blanding af fakta, spekulation og fiktion. Hans hovedperson, Sergej, er på pletten hvor alt det spændende sker: i Tunguska, hos tsarbørnene i deres sidste studer, ved Trotskijs side og endda på Teslas hotelværelse i New York. Han oplever selvfølgelig også århundredets kærlighedshistorie, mindst på højde med handlingen i Dr. Zhivago… Bogen flyder nærmest over med litterære referencer, henvisninger til samtaler og e-mails med Holger Bech Nielsen og indeholder en skøn blanding af fysik, historie og litteratur. Det er en lang bog, og en bog der sprænger rammerne for, hvad jeg forventede at finde i en roman. Jeg kedede mig bestemt ikke undervejs, ja jeg lærte måske ligefrem et par ting.

Den trykte bog skulle give læseren en chance for at høre nogle radioklip med samtaler mellem Holger Bech Nielsen og Ib Michael. Dette kunne min e-bog ikke klare, men der var glimrende noter, som henviste til billeder og videoer på nettet. Dejligt at se e-bogens muligheder udnyttet!

Bogen har mange interessante scener, i én af de mest bemærkelsesværdige begår en russisk efterretningsmand selvmord efter ”sandheden” om Sergej er gået op for ham: ”Menneskehjernen kan ikke rumme det uforklarlige, den sprænges som dybhavsfisken der hvirvles op fra havbunden.” Dét citat forklarer i høj grad det budskab, jeg fik ud af bogen: Virkeligheden er langt mere forunderlig og skræmmende end fiktion, og der er stadig en masse vi ikke forstår omkring tid og rum. Alt i alt en bog, som vækker nysgerrigheden og derfor får den allerstørste anbefaling med sig!

10.24.13

Hatties tolv stammer

Posted in Anmeldelser at 18:15 by

Bogbloggen har endnu engang været så heldig at få fat i et anmelder-eksemplar af en bog, denne gang fra Saxo.com. Det drejer sig om en ny amerikansk roman af Ayana Mathis, Hatties tolv stammer, og her kommer først den anmeldelse jeg leverede, dernæst et par lidt mere personlige bemærkninger om togture mellem Nord og Syd i USA 🙂

Hatties tolv stammer fortæller historien om Hattie, der som farvet teenager forlader sydstaterne i 20erne og kommer til Philpadelphia, hvor hun grundlægger en stor familie med manden August. Titlen henviser til den bibelske fortælling om Israels 12 stammer, men Hattie får faktisk “kun” 11 børn, hvoraf de to førstefødte dør som små. Hvert af bogens kapitler er fortalt fra ét af børnenes synsvinkel, og det sidste er omhandler et af Hatties børnebørn. Denne opbygning af bogen gjorde, at jeg ikke følte, jeg kom helt ind under huden på nogen af personerne – der var simpelthen ikke tid nok til at lære hver især at kende.

ItemImage.aspx

Hatties børn får vidt forskellige skæbner; så læseren bliver både præsenteret for hende, der bliver gift med en læge og hende, der ender i ghettoen med tuberkulose. Ved at strække sig over årene 1925-1980 og både have scener fra Nord og Syd giver bogen et meget bredt billede af en tidsperiode i amerikansk historie, der var kendetegnet ved de såkaldte “Jim Crow” love. Disse love adskilte hvide og sorte amerikanere, men uden at de sortes borgerrettigheder (i hvert fald på papiret) blev krænket. Der optræder kun få hvide mennesker i bogen, og i nogle ret stereotype roller, og det er tydeligt, bogen rummer et anstrøg af berettiget vrede.

Jeg havde nok forventet at læse en historie om den rare, altfavnende “Mama”, men Hattie er en langt mere kompleks karakter, heldigvis. Hun bliver præget af store sorger og sin hårde kamp for familien; men hun søger alligevel selv efter lykken. Hattie er måske ikke nogen specielt sympatisk person, men portrættet af hende er meget stærkt og realistisk. Jeg synes hun fremstår langt mere levende og ægte end børnene, hvis forskelligartede skæbner kun får lidt plads at udfolde sig på. Ved bogens slutning gives en smuk opsummering af Hatties liv: “Hattie vidste, at hendes børn ikke mente, at hun var en venlig kvinde – og måske var hun det ikke, men der havde ikke været tid til sentimentalitet, da de var små (…) De forstod ikke, at al den kærlighed hun havde var beskæftiget med at skaffe dem mad og tøj og forberede dem på at møde verden. Verden ville ikke elske dem; verden ville ikke være venlig”.

Nej, der er ikke tale om nogen feel-good roman, men en realistisk beskrivelse af nogle barske livsvilkår for sorte amerikanere i en ikke særlig fjern fortid. “Hatties tolv stammer” er Ayana Mathis´ debutroman, men den er blevet udvalgt til Oprahs bogklub, hvilket vil gøre den til et stensikkert hit i USA. Jeg tvivler på, den bliver en lige så stor bestseller herhjemme – dertil er den nok for amerikansk. Det er bestemt en velskrevet som har noget på hjerte, men jeg blev ikke helt rørt eller grebet af den. Den mangler lidt af den poesi og skønhed som f.eks. Toni Morrisons bøger har, selvom det nok er en lidt uretfærdig sammenligning. I hvert fald glæder jeg mig til at se, hvad Ayana Mathis vil diske op med næste gang: skrive kan hun helt bestemt!

Og nu de personlige bemærkninger: bogen var specielt sjov for mig, fordi Hattie tog turen med tog fra Georgia til Philadelphia. Hun kørte i “negervognen”, og ydmygelserne er malende beskrevet. For nogle år siden kørte jeg den modsatte vej med Amtrak, fra Boston til Birmingham, Alabama. Turen tog lidt kortere tid end for Hattie, jeg rejste i en behagelig sovevogn på første klasse, men de sorte og hvide passagerer var tilfældigvis stadig opdelt… Da vi stod af i Birmingham var vi de eneste hvide, og flokken af passagerer blev behandlet temmelig ubehøvlet, da de ventede på at få udleveret kufferter. Tiderne skifter, men måske ikke så meget?

sovevogn

tog

10.20.13

Twitterbogklub og min første franske krimi

Posted in Anmeldelser at 18:41 by

Jeg har længe sagt, at det er slut med at læse krimier. Efter at have tonset igennem alt for mange sider med sindsoprivende mord, snørklede plots og geniale men særprægede opdagere, har jeg simpelthen fået nok af genren. Meeeeen man siger jo ikke nej til en gratis bog, vel?

På twitter er jeg faldet over et projekt, som hedder #givbogenvidere. Her foræres bøger væk, ikke til evig arv og eje, men til læsning. Når man er færdig med bogen, skal man finde en ny person at give den videre til. Jeg synes det er ret genialt, eftersom der må være en eller anden begrænsning for, hvor mange bøger jeg kan dynge sammen i min lejlighed uden at ryge igennem gulvet til underboen 😉 Krimier, som jeg sjældent læser mere end én gang, er perfekte til at komme på gennemrejse i mit liv, og det er sjovt at dele bøger med mennesker man lærer at kende som et twitternavn, fremfor navnløse bibliotekslånere.

forbarm_dig_krimi-jean-christophe_grange-22265065-3110921054-frnt

Jeg lagde billet ind på Forbarm dig af Jean-Christophe Grangé, og der var jeg lidt heldig. Bogen er nemlig helt, helt anderledes end de skandinaviske krimier, jeg har læst til kvalmepunktet. Den indeholder ikke et gram af hverdagens leverpostej (eller paté må det vel være?), men er storladen på alle måder. Sproget er rigtig skarpt og i den lidt højstemte ende, og hovedpersonerne er ikke ligefrem typer, der falder i med tapetet. Det umage detektiv-makkerpar består af en kæmpestor pensioneret armener og en drønlækker heroin-afhængig ung betjent med rockstjerneattitude – vi er virkelig langt fra socialrealisme her!

Plottet er vidtløftigt og kommer rundt om flere af sidste århundredes store forbrydelser mod menneskeheden. Skurkene er ikke bare onde, de er monstre! Bagsideteksten kalder bogen en “katedral af spænding”, og det er et meget godt udtryk. Den er nemlig ambitiøs og på alle måder stor i slaget, men også forunderlig smuk, selvom der er de uundgåelige grusomme torturscener og mishandlede lig.

Mødet med Grangé var yderst interessant, og det er slet ikke umuligt, jeg senere vil læse flere af hans bøger. Jeg kan varmt anbefale ham til læsere, der gerne vil have en krimi som er proppet med spænding og absolut ikke indeholder nogen “hvem skal tage opvasken og henter du i SFO-en” samtaler, og som nyder lækkert sprog.

Et andet interessant møde var med den første læser af bogen, som var sendt i cirkulation af internetboghandlen Saxo. Helle, som også løber og blogger på Helles Blog, tog nemlig imod mig på Sydhavnen, så jeg kunne hente bogen under mit sidste besøg i hovedstaden. Det var da lidt sjovt, og jeg glæder mig til at give bogen videre, gerne personligt. Så kære læsere, har én af jer en twitter-konto, kan I få Forbarm dig fra mig. Bare skriv en mail eller en kommentar her på stedet, så får du yderligere instrukser og dit navn kan blive det næste på bogens første side:

foto(3)

07.28.13

“Kvinden ved 1000 grader”

Posted in Anmeldelser at 13:44 by

En gammel islandsk kvinde ligger i en garage med en computer og hjemmeplejens udsendte som eneste selskab. Hun har KOL og kræft, og det kræver alle hendes kræfter at bevæge sig hen på toilettet. Det lyder måske ikke specielt muntert eller for den sags skyld interessant, men Herbjørg er et fænomenalt bekendtskab. Hun har muntre og især tragiske oplevelser fra hele verden, inklusiv Danmark, Tyskland og Argentina fra 40erne og frem i klar erindring, og et enestående vid, som illustreres i følgende konversation med en ung hjemmehjælper:

“Vil du have din havregrød nu?”

“Ingen spiser i helvede”

Hallgrimur Helgasons roman finder dels sted i garagen med morsomme ekspeditioner ud på fjæsbogen, hvor den gamle dame udgiver sig for at være en miss Iceland ved navn Linda og forfører en australsk vægtløfter, der omtaler sit pumpede legeme som “Bod”. Den rummer adskillige tilbageblik, især til tiden omkring anden verdenskrig og Islands selvstændighed i 1944.

kvinden

Herbjørgs oplevelser ude i verden og hjemme på Island er mangfoldige og spændende, men det bedste ved bogen er helt sikkert sproget. Sjældent har jeg læst så mange spøjse ord og snurrige sætninger. Selv medicinskabet kan beskrives morsomt og originalt, da den gamle dame remser sine mange typer medicin op som gudeskikkelser. Og hendes egen elendig får også et par ord med på vejen “Er muggen i milten, rusten i ribbene og med et hjerte som en si. Lungerne er et par sammenklaskede luftmadrasser, helt ugørligt at få luft i dem; jeg er begyndt at trække vejret med ørene”.

Uden at spoile handlingen alt for meget kan jeg vist godt røbe, at de 1000 grader er temperaturen på en krematorieovn! Alt i alt en kynisk, hyleskæg, vanvittig og genial bog, som absolut kan anbefales. Tror det har været en af sommerens største læseoplevelser. Det er sjældent, jeg faktisk kan få mig selv til at dvæle ved en bog, bruge mere end uge på den for at få hvert ord med. Men for Herbjørg var det let 🙂

Efter min mening er Kvinden ved 1000 grader en af den slags sjældne bøger, som rummer nærmest hele verden. Eller i hvert fald sin egen verden. Nu skal jeg vist videre med Helgasons forfatterskab – tidligere har jeg læst Stormland, men tror godt den kan klare en omgang mere. Og lysten til at besøge Island er bestemt ikke blevet mindre!

 

06.06.13

Sommerlæsning og Bogbyttebiks

Posted in Ikke kategoriseret at 10:32 by

Bogbloggen har været en anelse forsømt på det seneste, jeg giver Saudi Arabien skylden for dette sammen med alt andet, jeg ikke har nået eller udført så godt, som jeg burde. Dejligt at have en prügelknabe 😉

Det var ikke det helt store, jeg fik læst under min rejse, men jeg faldt faktisk over en bog om saudiske kvinder. Girls of Riyadh handler om den såkaldte “Velvet class”, de rigeste rige i olielandet, og centrerer sig om fire unge kvinders (kærligheds)liv. Det er en slags Sex and the City flyttet til en lokalitet med begrænsede muligheder for kvinder, men det forhindrer ikke bogen i at have både sjove og saftige sider. Jeg tror ikke, den er realistisk eller repræsentativ, men et godt bud på lidt sjov og anderledes tøse-sommerlæsning.

girls-of-riyadh

Den får derfor 4 glade ugler, men hvor meget mening bogen giver for personer, der IKKE har besøgt Riyadh, skal jeg ikke kunne sige.

Ugle-rating4-small

Er der tilfældigvis en læser eller to, som savner en engelsk paperback, så har jeg et antal titler, jeg gerne vil bytte væk. Det er alle sammen udmærkede bøger, der er bare begrænset plads på mine hylder, og jeg tror ikke, jeg kommer til at læse dem igen. Skulle du være interesseret i en eller flere af disse titler, så skriv eller kommentér, fortæl hvad du vil bytte med (jeg er vidt åben for sjove forslag), og lad os aftale tid og sted for en byttehandel.

bøger

 

 

04.26.13

Ren læsefryd og efterlysning

Posted in Anmeldelser at 08:49 by

Efter en periode med lidt læsetørke er jeg lige braget ind i tre forrygende gode bøger, som har underholdt mig fremragende på ture i tog eller fly og aftener på hotelværelser 🙂 Der er tale om tre meget forskellige bøger, men alle har været spændende og velskrevende, og gør sig fortjent til 5 ugler.

Ugle-rating5-small

Først var der Eugen Ruges bog “I tider med aftagende lys”. Der er tale om en større historisk sag om en familie i Østtyskland/Rusland fra halvtredserne til i dag. Det lyder måske dystert at læse om DDRs storhed og hovedsageligt fald, men bogen har fin humor og giver et godt billede af tiden. Det er en bog som kræver lidt indsats, da kapitlerne springer i tid og fortælles af forskellige personer, men den er bestemt værd at læse!

ruge

Jeg fik ovenstående roman gennem Samlerens Bogklub (fordi jeg glemte at afbestille), og den anden bog jeg har læst kom sørme til mig på samme måde… Richard Ford har skrevet flere bøger i kategorien “store amerikanske romaner”, som jeg ikke har læst. Canada handler faktisk også mest om USA. Det er en tankevækkende bog om en dreng, hvis forældre begår bankrøveri. Jeg har aldrig tænkt over, at bankrøvere har børn, men selvfølgelig har de det! Og stakkels unger – det er bestemt ikke sjovt at have forældre, der leger Bonnie og Clyde! Canada er lang, men læses hurtigt.

Canada

I lufthavnen i Rom fandt jeg en bog af George RR Martin (ham med “Game of Thrones”) som jeg længe har kigget efter. Armageddon Rag er ikke fantasy (selvom der er mange referencer til Tolkien) men handler om rock and roll! Der er masser af fester, stoffer og et par bestialske mord, samt en interessant kontrast mellem 60erne og 80erne – set fra et perspektiv, hvor hippiernes tid var mest sympatisk 🙂 Det er ikke George RRs største succes, kommercielt set, men en glimrende bog for alle, der kan lide musik eller har været unge i 60erne eller hørt om den tid!

31nxg_the_?armageddon

Men nu er det, jeg har brug for hjææææælp! I næste uge drager jeg til Saudi Arabien, hvor jeg ikke tror, mulighederne for underholdning er så store. Hvilke bøger skal jeg have med? Hvad læser man, mens man sparker i sandet? Jo flere sider, jo bedre!

04.08.13

Gæsteanmeldelse: 2666

Posted in Ikke kategoriseret at 12:44 by

Her på bogbloggen klapper vi i vores små hænder. Der er nemlig indløbet en gæsteanmeldelse, hvilket nok kan rette lidt op på, at blogejeren har været lidt sløv til at beskrive sine litterære rejser…

Anmeldelsen af Robert Bolaños roman “2666” kan læses på Sofies Verden og får hele 5 ugler med på vejen!

Ugle-rating5-small

 

Jeg har selv forsøgt mig med Bolaños anden roman “De vilde detektiver”, men fik aldrig ordentlig hul på den. Nu vil jeg til gengæld give 2666 en chance!

Her på bogbloggen er gæsteanmeldelser yderst, yderst velkomne! Har du læst en god bog eller vil du advare mod et makværk af rang? Send en mail og få anmeldelsen udgivet, anonymt eller under dit fulde navn, der er frit valg 🙂

 

03.07.13

Kvindebøger

Posted in Anmeldelser at 13:14 by

Okay okay, overskriften lyder måske lidt nedladende, men den er ment yderst positivt: de seneste par bøger jeg har haft fat i har været skrevet af kvindelige forfattere og rettet mod et overvejende feminint publikum – dermed bestemt ikke sagt, de har været dårlige eller underlødige!

Først var der Astrid og Veronika, som stod på min TBR. Bogen blev faktisk oprindeligt udgivet på engelsk, af den svenskfødte Linda Olsson, som er bosat i New Zealand og skrev den som del i et skrivekursus på et universitet der. Plottet er der ikke så meget nyt i: ung forfatterinde ved navn Veronika ankommer til lillebitte øde svensk by for at skrive sin bog nr 2. Ja, hun kommer fra New Zealand og ja, hun har en stor sorg med i kufferten. Den gamle “heks” Astrid lever isoleret, men langsomt opstår et venskab mellem de to kvinder. Ung og gammel, globetrotter og hjemmefødning. De spiser skovjordbær og udveksler (forfærdelige og sørgelige) historier. Så smukt, så svensk, så terapeutisk.

Astrid & Veronika 2

Det er svært at sige noget om Astrid og Veronika uden enten at blive meget banal eller karikere den, men faktisk er det en rigtig velskrevet bog. Måske ikke Tolstoy, men fangende og let tilgængelig, et glimrende bud på ferielæsning af den lidt bedre slags, så den får 4 ugler

Ugle-rating4-small

Efter mit meget positive møde med Kristian Bang Foss har jeg fået mod på flere nye, danske forfattere. Den første, jeg stiftede bekendtskab med var Stine Pilgaard, der har begået en meget veloplagt bog med en skøn titel: Min mor siger. Der er noget mere smæk for skillingen, især sprogligt, end i Astrid og Veronika. Historien er ganske enkel: ung kvinde bliver droppet af sin (kvindelige) kæreste, kæmper med hjertesorg og speciale, men har heldigvis sine forældre og bedsteveninden Mulle samt sin praktiserende læge at tale med.

minmor

Især fortællerens mor er et herligt bekendtskab. Hun er ejendomsmægler og lyver værre end den værste brugtvognsforhandler, mens præstefaderen helst trøster med chokolade og Mulle laver en handlingsplan. Lægen lærer sin patient om hippocampus (læsere af Hjernebrevkassen vil huske, at denne del af hjernen er vigtig for lagring af hukommelsen), hvilket medfører en del sprudlende delkapitler kaldet “monologer fra en søhest” hvor jeg-personen mindes fortiden og især de mennesker hun har mødt på sin vej.

220px-Hippocampus_and_seahorse_cropped

Romanens tone rammer glimrende mellem det realistiske og rablende, eksempelvis her, hvor fortælleren henter sine bøger hos eks-kæresten: “Jeg fortæller hende om det chok min førsteudgave af Thomasine Gyllembourg ville få hvis den kom til at stå ved siden af Da Vinci-mysteriet. Siderne ville praktisk taget begynde at rasle ud, skriger jeg. Det er et under jeg overhovedet har nogen bøger tilbage efter tre et halvt år med dig, siger jeg, du har smadret mit intellekt. Hun spørger om jeg ikke vil have et glas vand. Jeg spørger om hun ikke vil have nogle nye bøger. Eller om hun bare hellere vil have en ny kæreste”.

Niveauet er rigtig højt, og Stine Pilgaard mestrer ikke bare monologer, men er helt afsindig god til at beskrive samtaler. I en af de allerbedste diskuterer litteraten og bordherren, der er læge og fortæller vidt og bredt om sin yndlingsdiagnose (!), Kartageners syndrom. “Han lo indforstået henvendt til sig selv og sagde at det var brystkassen, og at patienter med Kartageners syndrom havde situs inversus, som var en tilstand hvor alle patientens organer er spejlvendte. Jeg sagde at netop spejlingen var interessant. Barokkens digtere brugte spejlingen som udtryksform for at vise at verden ikke er en-dimensionel”. Sådan kører de videre, i hver deres (dybt interessante) spor. Det er blændende skrevet og giver mig lyst til at citere halvdelen af bogen, hvilket er en lige så varm anbefaling som det fulde hus af ugler, jeg giver den!

Ugle-rating6-small

Der er stadig to bøger på min TBR, nemlig Ghostwritten og I tider med aftagende lys. Desuden har jeg fået anbefalet Hans Falladas Alene i Berlin af en ven med god smag, så måske er der et tysk tema på vej? Anbefalinger modtages som altid gerne. Det er en frygtelig kort TBR 🙂

← Previous Entries