03.07.13

Kvindebøger

Posted in Anmeldelser at 13:14 by betteskov

Okay okay, overskriften lyder måske lidt nedladende, men den er ment yderst positivt: de seneste par bøger jeg har haft fat i har været skrevet af kvindelige forfattere og rettet mod et overvejende feminint publikum – dermed bestemt ikke sagt, de har været dårlige eller underlødige!

Først var der Astrid og Veronika, som stod på min TBR. Bogen blev faktisk oprindeligt udgivet på engelsk, af den svenskfødte Linda Olsson, som er bosat i New Zealand og skrev den som del i et skrivekursus på et universitet der. Plottet er der ikke så meget nyt i: ung forfatterinde ved navn Veronika ankommer til lillebitte øde svensk by for at skrive sin bog nr 2. Ja, hun kommer fra New Zealand og ja, hun har en stor sorg med i kufferten. Den gamle “heks” Astrid lever isoleret, men langsomt opstår et venskab mellem de to kvinder. Ung og gammel, globetrotter og hjemmefødning. De spiser skovjordbær og udveksler (forfærdelige og sørgelige) historier. Så smukt, så svensk, så terapeutisk.

Astrid & Veronika 2

Det er svært at sige noget om Astrid og Veronika uden enten at blive meget banal eller karikere den, men faktisk er det en rigtig velskrevet bog. Måske ikke Tolstoy, men fangende og let tilgængelig, et glimrende bud på ferielæsning af den lidt bedre slags, så den får 4 ugler

Ugle-rating4-small

Efter mit meget positive møde med Kristian Bang Foss har jeg fået mod på flere nye, danske forfattere. Den første, jeg stiftede bekendtskab med var Stine Pilgaard, der har begået en meget veloplagt bog med en skøn titel: Min mor siger. Der er noget mere smæk for skillingen, især sprogligt, end i Astrid og Veronika. Historien er ganske enkel: ung kvinde bliver droppet af sin (kvindelige) kæreste, kæmper med hjertesorg og speciale, men har heldigvis sine forældre og bedsteveninden Mulle samt sin praktiserende læge at tale med.

minmor

Især fortællerens mor er et herligt bekendtskab. Hun er ejendomsmægler og lyver værre end den værste brugtvognsforhandler, mens præstefaderen helst trøster med chokolade og Mulle laver en handlingsplan. Lægen lærer sin patient om hippocampus (læsere af Hjernebrevkassen vil huske, at denne del af hjernen er vigtig for lagring af hukommelsen), hvilket medfører en del sprudlende delkapitler kaldet “monologer fra en søhest” hvor jeg-personen mindes fortiden og især de mennesker hun har mødt på sin vej.

220px-Hippocampus_and_seahorse_cropped

Romanens tone rammer glimrende mellem det realistiske og rablende, eksempelvis her, hvor fortælleren henter sine bøger hos eks-kæresten: “Jeg fortæller hende om det chok min førsteudgave af Thomasine Gyllembourg ville få hvis den kom til at stå ved siden af Da Vinci-mysteriet. Siderne ville praktisk taget begynde at rasle ud, skriger jeg. Det er et under jeg overhovedet har nogen bøger tilbage efter tre et halvt år med dig, siger jeg, du har smadret mit intellekt. Hun spørger om jeg ikke vil have et glas vand. Jeg spørger om hun ikke vil have nogle nye bøger. Eller om hun bare hellere vil have en ny kæreste”.

Niveauet er rigtig højt, og Stine Pilgaard mestrer ikke bare monologer, men er helt afsindig god til at beskrive samtaler. I en af de allerbedste diskuterer litteraten og bordherren, der er læge og fortæller vidt og bredt om sin yndlingsdiagnose (!), Kartageners syndrom. “Han lo indforstået henvendt til sig selv og sagde at det var brystkassen, og at patienter med Kartageners syndrom havde situs inversus, som var en tilstand hvor alle patientens organer er spejlvendte. Jeg sagde at netop spejlingen var interessant. Barokkens digtere brugte spejlingen som udtryksform for at vise at verden ikke er en-dimensionel”. Sådan kører de videre, i hver deres (dybt interessante) spor. Det er blændende skrevet og giver mig lyst til at citere halvdelen af bogen, hvilket er en lige så varm anbefaling som det fulde hus af ugler, jeg giver den!

Ugle-rating6-small

Der er stadig to bøger på min TBR, nemlig Ghostwritten og I tider med aftagende lys. Desuden har jeg fået anbefalet Hans Falladas Alene i Berlin af en ven med god smag, så måske er der et tysk tema på vej? Anbefalinger modtages som altid gerne. Det er en frygtelig kort TBR 🙂



Comments »

Trackbacks/Pingbacks

  1. betteskov - Op på læsehesten igen!

Leave a Comment